I går under aftensmaden erklærede moderen, at Carl var sød. Det benægtede han som vanligt; han er fræk og stor, siger han. Denne gang spandt han videre og digtede en veritabel tragedie (følger her i oversættelse): Den frække, store dreng var fræk over for sin mor. Hun skældte ud og sagde UD! Drengen skulle gå udenfor i mørket alene i natten og sidde på trappen. Han var bange og ked af det og kaldte på sin mor, for han var alene i mørket i natten, og uglerne var ude, men han måtte ikke komme ind.

Og mens Carl oprullede historien, blev han selv så grebet, at øjnene blev blanke, tårerne trillede, og underlæben bævede. Han kunne virkelig sætte sig ind i, hvor frygteligt det var for den stakkels dreng på trappen. Moderen smeltede…