Så røg de sidste to uger på feriekontoen. Efter en hastig mellemlanding på slottet gik turen ad Århus til, hvor det lykkedes at samle hele familien til samspisning og hundeovertagelse. Næste dag tog vi videre til Klitmøller og et glædeligt gensyn med “go’e, gamle Sambo”, som man ymtede på bagsædet.

Vestkysten brillerede ikke just med høj sol og dovne dage på stranden, men det var alligevel en hyggelig tur. Dengsehundene blev massivt motionerede, faderen og Alma var en tur på Limfjorden på en fin sejlbåd, og ellers blev dagene dovnet bort med et par udflugter hist og pist.



Faderen slog sig i tøjret, konfronteret med serviceønsker fra datteren.
Alma: “Men far, du er jo SKABT til at lave mad til børn!”
På den skønne naturlegeplads mødte vi en familie med tvillinger på Almas alder og en lillesøster. Alma stornyder at være den, der har de hunde, de andre børn gerne vil snakke med, og der blev hurtigt lavet legealliance mellem hende og pigen Anna. Familien boede på en campingplads, hvor man kunne låne ponyer og ride en tur helt anarkistisk, såfremt man selv indfangede ponyerne og stod for det praktiske, så søndag morgen var pigerne klar til en ridetur på nogle ganske modvillige ponyer, der ikke lige havde tænkt sig at agere turistponyer. Men fanget blev de – til sidst – og pigerne fik en dejlig træktur ud over heden. Bagefter legede de i Sambo nogle timer.
