Store ambitioner

Aftensmaden bestod af pastaskruer. Carl sad og arbejdede seriøst med at få flere skruer på gaflen på én gang. Til sidst var der fem skruer tilbage på hans tallerken, og Carl tiltrak sig opmærksomhed med vrede lyde. Det viste sig, at hans ambition var at få dem alle sammen på gaflen – en lille gaffel vel at mærke. Faderen udbredte sig om, at han kunne ikke få dem alle sammen på, og at han under alle omstændigheder ikke kunne få dem ind i munden. Derefter spiddede Carl med stor præcision den femte og sidste parmesanindsmurte skrue, udbrød et begejstret jaaaa og proppede derefter hele herligheden i munden. De kunne godt være der.

Edit: Alma sidder ved siden af i skrivende stund og kagler om, at moderen skal skrive på bloggen, at en plus to er et eller andet, varierende med krav om, at moderen skal droppe skriveriet og være kildedyr eller krammedyr, alternativt fangedyr…

One thought on “Store ambitioner”

  1. Sådan, Carl! Man er vel ikke begavet med en stor mund for ingenting. 😀

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.