Alma har store evner for introspektion, og hun er lige så god til at formidle, hvad hun finder derinde. Fx sad hun forleden og spillede computer. Spillet var svært, og Alma hidkaldte hjælp. Hun er godt klar over, at det er upopulært at kalde på hjælp hvert tiende sekund, så hun skyndte sig at forklare: “Når jeg spiller det svære, og I skal hjælpe, er det bare, fordi jeg godt kan lide jer og gerne vil være sammen med jer.”
I går aftes, mens hun aede moderen på armen: “Ved du hvad, moar, i dag har du slet ikke gjort mig ked af det.” Det er da rart at vide…
Desuden er Alma generelt meget omsorgsfuld over for Carl. Naturligvis er der småkonflikter om diverse legetøj og om, hvem der får først af dette og hint, men ud over det står Alma som regel klar med en krammer/en bamse/en sut, når verden (eller moderen) går Carl imod. “Nåhr, Carl, du skal ikke være ked af det. Er det, fordi du mangler en bamse?” siger hun og omfavner ham. I går var de lidt oppe at toppes om retten til at vælte sneskovlen (og ja, det er de helt store dramaer, der kører her på slottet). Moderen talte i telefon og overlod det til dem selv at finde en løsning, indtil Carl, som ofte basker for at vise, at han er sur, pludselig var ved at hamre en mursten ned i hovedet på Alma. Moderen skræppede op, Alma nåede at flytte hovedet, og Carl blev forskrækket og ked af det over at blive råbt ad. “Det gjorde ikke ondt, mor,” sagde Alma formanende til moderen og vendte sig derpå mod den kede Carl og krammede løs, mens hun forsikrede, at det ikke gjorde noget, og at det ikke var i orden, at moderen havde råbt.