Carl betragter ofte Alma som autoritet (undtagen naturligvis i interessekonflikter), og det volder visse vanskeligheder. Når Carl fx ikke vil have nattøj på og siver hen mod døren, kigger han sig over skulderen og får fra moderen et “Carl, du skal blive her”. Men så siger Alma “gå bare, Carl”, og afsted over alle bjerge er han. “Lad ham bare gå, mor, du kan jo bare hente ham igen om lidt,” siger den lille taktiker og tilføjer, at hun nok hellere selv må gå med for at få ham til at komme – hvilket jo har den skønne implikation, at hendes eget natteklargøringsprojekt også går i stå. Moderen forudser, at de bliver mere end vanskelige at hamle op med på lidt længere sigt.
Carl og Alma har flere og flere konflikter, efterhånden som Carl (nogle gange i bogstaveligste forstand) begynder at bide fra sig, når han er uenig med søster, men de leger også bedre og bedre sammen. Carl kan stadig ikke følge reglerne i Almas sindrige rollelege, og hun kan ikke forstå, at han gør det, han ikke skal, men de kan tumle sammen, og det gør de i stor stil. Ind i den store seng, hop-hop-hop hen til hinanden, hvorefter noget, der ligner et kærligt kram, bliver til en brydekamp, og så kaster Carl sig oven på Alma og hopper og mosler, indtil hun vipper ham af, og så starter de forfra. Man bliver jo helt blød om hjertet ved at se den søskendesamdrægtighed, der for alvor begynder at spire frem.
Hæhæ – mine rotter rotter sig også sammen. Hvis de fx bliver bedt om at tage flyverdrager på, kigger Alfred på Emil og siger “Vi gør det ikke, vel?”. “Neeeej”, svarer betterollingen så, og væk er de!