Alma har været på sin første tur i biffen. Babybio-ekskursionen startede ellers ikke særlig lovende, eftersom moderen kørte til den forkerte biograf, fik rettet fejlen, ankom ret sent til den rigtige biograf blot for at konstaterede, at det var den forkerte film. Ammehjernen slog til igen! Men da fortørnelsen over egen manglende formåen havde lagt sig, viste filmen – Crash – sig for øvrigt at være mægtig god.
Babybio er en forrygende ide! Man tropper op om formiddagen, medbringende baby med tilbehør. Man vælger frit, om man vil tage bebsen med i salen eller stille den til at sove udenfor. Sovende bebser nummereres (og moderen får en genpart af nummeret) og når nogen vågner og græder, bliver nummeret kaldt op i salen, så den pågældende fru moder kan ile afkommet til undsætning. I salen sidder en masse piger med babyer på skødet. Der er tre-fire sæder mellem hver, for alle skal have plads til lifte, dyner og pusletasker. Der smaskes og gryntes og pives rundt omkring, og på trapperne står der med jævne mellemrum en kvinde med et barn i favnen og gynger frem og tilbage.
Alma var vågen, så hun kom med i salen med det samme og blev monteret for enden af en sutteflaske. Den indhalerede hun på rekordtid, brokkede sig og fik en til. Den anbragte hun godt og solidt bagest i ganen, og så lagde hun sig til at sove og snorkede sig hyggeligt bappende på sutteflasken igennem resten af filmen. Dygtig pige! Det bliver ikke sidste gang, vi tager i babybio, Alma og jeg.