Der er stedse noget at blive forundret over, når man er et år gammel. Carl kunne ikke følge trop, når de andre hoppede eller hinkede ned ad trailerbakken, men han kunne løbe, og det gjorde han så, råwende af fuld hals og lykkeligt grinende. Forunderligt og imponerende nok lykkedes det ham at stoppe, hver gang han nåede slutningen på rampen, så han undgik at ramle ned i græsset med hovedet først. Brenderup rules!