Så glad og så beskidt er man, når man har fået lov at fiske i en mudderpøl. Vi taler slet ikke om, hvordan skoene så ud. Men det er også lige meget, hvordan de så ud, for det har vist sig, at de lyseblå Ecco-sko i virkeligheden var alt for smalle til Carls fede fødder. Misforholdet blev diagnosticeret af en erfaren Skoringen-dame, som konstaterede, at de i hele forretningen ikke havde et par sandaler, som han kunne passe. Hun nærstuderede de sko, han havde på, og ytrede, at hvis hun var barnets mor, ville hun pille dem af lige med det samme. Moderen sendte mange uvenlige tanker til skosælgeren, der svor på, at Ecco var sagen til Carls fødder!
Så mandag troppede moderen med samt begge unger op hos Hallgren. Dér ved de i hvert fald noget om sko! Der var kø. Lang kø. Faktisk var vi i forretningen i halvanden time, før vi blev ekspederet. (Og det går efter nummersystem, så der var ikke noget med at snyde foran.) Heldigvis var der legetøj, og børnene var søde og tålmodige, skønt Carl var temmelig sulten; moderen havde nemlig begået den fejl at satse på indkøb af te-bolle efter skoshopping… Men langt om længe kom en sød og kompetent dame vores vej. Moderen havde naturligvis sonderet udvalget, men det havde der ikke været nogen grund til. Der var ét par sko i forretningen, som Carl kunne passe. Nå, men dem tager vi da bare så… Sandaler; same old story. Alma skulle også have sandaler, og hun kunne ikke være i nogle af pigemodellerne. Sådan gik det til, at vi vendte hjem med noget så totalt atypisk som to par mørkebrune sandaler uden den allerfjerneste pynt; og det står klippefast, at fremover bliver sko købt i Hallgren og kun der!
Vel ude og tæt på spisetid fik Alma en velfortjent is, mens Carl, der finder is alt for kold, fik en bolle. Tapre, dygtige unger! Fire timers skoindkøbstur uden en eneste nedsmeltning.