Hverdagen er sat ind, men hverdagen i selskab med Carl og Alma er også skøn, så det gør ikke så meget. I går var vi ude at købe ind efter afhentning i diverse pasningsordninger. Alma kørte 300 gram vindruer ned på vej gennem supermarkedet og snakkede nonstop samtidig, mens Carl sad i vognen og råbte med sin mest gennemtrængende tågehornsstemme: MAA – MAA – MAAA, indtil han fik en bolle. Vi høstede en del smil og mildt medlidende blikke undervejs. Da vi kom hjem, iværksatte Alma straks et omfattende drama med adskillige aktører på værelset, mens Carl dimsede benovet rundt i periferien og fra tid til anden fik lov at spille en birolle.
I dag var det egentlig meningen, at Alma skulle hentes tidligt og med ud til Shahbaa efter Carl, men da faderen var kommet til at tage bilnøglen med på arbejde, blev der ikke noget af det sjov. Man kan, al god vilje til trods, ikke transportere to børn på én cykel. Så Carl blev cyklet frem og tilbage og gik på solotogt på vuggestuens legeplads, der var fuld af større børn, mens moderen fik dagens rapport om Almas velbefindende. Dernæst myrede han omkring mestendels på egen hånd, mens Alma blev skiftet og fik læst et par af de bøger, som hun selv havde valgt på en vuggestuetur til biblioteket, og så gik vi hele vejen hjem med alle de afstikkere, det nu indebærer.
Alma var Pippi Langstrømpe hele vejen hjem og bar sin pengekasse på hovedet og havde også Tommy og Annika med. Moderen fik rollen som Pippis far, mens Carl var en af tyveknægtene – på Almasprog hedder det “hnyvehnægt”, udtalt meget nasalt. “Far har hentet mig i dag,” sagde Alma-Pippi og frydede sig synligt over at lege med virkeligheden. Vel hjemme ville Pippi gerne have en peanutbuttermad, og Tommy og Annika ville gerne have en honningmad, og så skulle de alle tre se Pippi i fjernsynet. Da Prusselusken tonede frem, sagde Alma: “Hun er en sur kost”, og da tyveknægtene stikker af, erklærede hun: “De tager flugten, de to banditter”.
Carl var noget træt i det efter dagens aktiviteter og havde ikke meget energi tilovers til at lege. Dog er han blevet bedre til at tulle omkring, når bare moderen ikke forsvinder uden for synsvidde – bortset fra, når der skal laves mad. Så der bliver fortsat lavet mad inden børnehentning, eller også spiser vi noget fra fryseren.
De er godt nok nogle søde børn!