
I går var det moderens fødselsdag, og det var jo skønt. Morgenstunden bød på gaver, kakao og hjemmebagte boller. Bordet var festligt pyntet, og det var smadderhyggeligt. I en af pakkerne var en GPS, som allerede er indlemmet i familien og omfattet med stor kærlighed.
Desværre var Alma stadig ikke helt på toppen, så hun blev hjemme fra vuggestue. Carl, moderen og Alma tog derfor på tur for at købe julegaver. Vi tog i helvedet aka Fields i den naive tro, at der en tirsdag formiddag ikke ville være ret mange mennesker. Der var fuldstændig latterligt mange mennesker, hvorfor vi ikke rigtig købte noget. Carl skulle sove i barnevognen, men vågnede af al den tummel og ståhej. Vi spiste frokost på en restaurant i helvedet, hvor Alma udbad sig pølser for derefter at spytte hver eneste mundfuld ud på tallerkenen, og trætte Carl ikke kunne lide den mad, moderen tilbød ham. Konklusionen lød på to underskudsagtige unger, der trængte seriøst til en lur, så vel hjemme igen blev de under højlydte protester tvangsputtet til en middagslur. Alma var voldsomt oprørt over at skulle sove til middag, for det plejer hun ikke at gøre derhjemme længere, det er kun i vuggestuen. Og Carl vil kun sove i barnevognen, så han var ikke til sinds at lægge sig roligt ned i sin seng. Til sidst måtte de dog begge give op – for en kort bemærkning. Men det var skønne 30 fredelige minutter! Derefter var først Carl og så Alma på banen igen, begge to lige så sk…sure, som da de blev lagt. Det var en fest!
Heldigvis skulle vi spise middag ude, så de blev pakket sammen og proppet i bilen, og så samlede vi faderen op på vejen. Det sted, hvor vi havde planlagt at spise – Cafe Krudthuset, et skønt sted – havde uforklarligt lukket, så vi endte på stamstedet Krunch, hvor humøret blev bedre. Efter et par hyggelige timer vendte vi snuden hjemad og lagde de to trætte børn i seng i en fart. Denne gang uden protester.
I dag kunne Alma heldigvis komme i vuggestue. Der var både vuggestuejulefrokost og fødselsdagsfest på stuen i dag, så det var godt, hun kunne være med. I morgen skal der være Lucia-optog, men det er forbudt for forældre!