Nissen kommer

DSCF3115.JPG Alma får til sin store fornøjelse natlige visitter af nissen, som lægger gaver til hende. Især har det vakt jubel, at nissen har hidbragt modellervoks. “Sikke mange,” siger hun tilfreds og betragter tårnet af tre forskellige dåser modellervoks. Og det er jo heldigt nok, at hun kan lide at lege med modellervoks, for de sidste par uger har sandt for dyden budt på temmelig mange hjemmedage. Først var det omgangssyge, og da vi kom hjem fra tour de bedste, blev begge børn ramt af forkølelse og feber. Alma nåede lige et par dage i vuggestuen, før hun tilbragte en hel nat med at kaste op (igen), efterfulgt af feber.
Dagen i dag var hun frisk og feberfri til morgen, men blev alligevel hjemme for at komme helt ovenpå. Hun var med Carl til rytmik, og det var en stor succes for dem begge to. Men hen på eftermiddagen begyndte næsen at løbe igen, og til aften var der pludselig feber igen! Gad vide, om hun når at se mere til vuggestuen inden jul.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.