Aldrig mere Sverige!

I den forgangne weekend skulle den årlige hyttetur i Sverige løbe af stablen. Faderen var småsløj allerede inden afgang, men hævdede at kunne klare mosten alligevel.
Alma og Carl nød stor bevågenhed fra både voksne og (mange, mange) børn, som gerne ville lege med Alma og kramme hende og holde hende i hånden, mens Carl holdt hof, omgivet af en skare dikkelystne piger.

Om aftenen blev en træt og glad Alma puttet. Moderen gik i seng. Alt åndede fred – indtil Alma omkring midnat vågnede og hev efter vejret som en astmatiker i et middelsvært anfald. Det viste sig at være svært at opdrive en læge, men langt om længe blev vi telefonisk henvist til et nærliggende sygehus med en børneafdeling. Den godhjertede Anders satte sig bag rattet, moderen med Alma i favnen ind på bagsædet, og så gik det afsted gennem de svenske skove 80 km til hospitalet. Faderen blev i hytten for at passe på den efterladte baby.
Heldigvis viste det sig, at det lød mere dramatisk, end det reelt var. Alma havde falsk strubehoste, og det ser voldsomt ud, men er ufarligt. Moderen blev så lettet, at hun nær havde inviteret børnelægen hjem til kaffe, næste gang han skulle til landskamp i Parken.
Hjemturen forløb i en noget mere lettet stemning, og vi mødte noget så eksotisk som en elg, der krydsede vejen! Desværre halvsov moderen på bagsædet og fik slet ikke beset elgen.

Lørdag skrantede barnefaderen fortsat, så vi valgte at tage hjem en dag før planlagt. Alt var godt.
Søndag formiddag tog faderen og Alma i skøn samdrægtighed til vagtlægen, som ikke kunne hjælpe, fordi problemet var viralt.
Søndag tidlig aften tog moderen og en febril Carl til vagtlægen, moderen i forventning om at høre, at det var en virus, og blive sendt hjem med et par panodiler i baghånden. I stedet blev vi sendt til børneafdelingen på Amager Hospital, hvor vi blev indlagt, fordi Carl havde lungebetændelse. Natten blev tilbragt med babyen koblet til en maskine, der målte puls og iltoptagelse, og som havde en meget larmende alarm, der gik i gang, hvis iltoptagelsen blev for lav eller pulsen for høj. Desværre var maskinen gearet til voksne, så når Carl moslede, og pulsen røg op i nærheden af 200, gik den i gang, og når han sparkede, gik der filt i iltmålingen, og så gik alarmen i gang igen. Det turde være overflødigt at sige, at det blev en forstyrret nat.
Dagen efter fik vi lov at tage hjem, og onsdag blev vi officielt udskrevet.

Nu håber vi, at der har været sygdom nok for lange tider!

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.