California dreaming

Vi er i bekneb for opladere, så fotos følger senere; jeg siger det bare. Vi er i bekneb, fordi vi er i San Francisco og kun har to omformer-tingester, så der kan kun sættes to ting til opladning ad gangen. Og det er jo egentlig for lidt, når man tager antallet af devices i betragtning.
Carl fyldte syv år (og hvor vildt er det lige!!). Om fredagen havde han en vandmelonhaj med til uddeling i klassen, lørdag var der fødselsdag, Dagmaraflevering og pakning, og søndag kl. 3.45 hoppede vi i taxaen til lufthavnen. Gaaaaab!
Turen til Guds eget land gik fortrinligt. De børn er bare nogle hårde rejsenitter. Første etape var København-Amsterdam. Overkommelig distance, modbydelig turbulens på vej ned, kvalme og ofring i fedttæt pose. Heldigvis gik det lange stræk Amsterdam-San Francisco glat. Filmene var desværre alle på engelsk, men med jævnlige serveringer, nogenlunde god plads, bøger, spil og Nintendo forløb tiden ok. Børnene var råseje. Alma fik en lillebitte lur, Carl faldt desværre i søvn på vej ned… Vi blev hentet af Martin, og vel ankommet til Petaluma nappede børnene en time på øjet, før vi gik en tur (i regnvejr!), forsøgte med et legepladsbesøg og fik en is før sengetid.
Dagen efter gjorde vi downtown Petaluma og tog den med ro. Moderen blev ramt af noget forkølelseshalsonde og måtte tanke op på amerikanske drugs, som ikke fås i Danmark – better living with chemistry, som Karina siger. Nu går det bedre.
Tirsdag tog vi bussen til San Francisco og bad en taxa finde vej til den lejede lejlighed. Kay, vores udleder, var netop ankommet, da vi kom tyve minutter for tidligt. Han havde lige tænkt sig, at han skulle nå at gøre rent. Mjo. Det gik han så i gang med, og det kan afsløres, at det ikke er hans spidskompetence. Men pyt med det, badeværelset, sengetøj og håndklæder er rene, så det går nok. Vi gik tur, shoppede sko og faldt bevidstløse omkuld, da vi kom hjem.
I dag har vi været i Chinatown, i det italienske område og på Pier 39 for at se søløver. Vi har gået rigtig meget rundt i byen, som er aldeles vidunderlig! På vej hjem hoppede vi på en af de historiske cabel cars, der kører på skinner og skal tage tilløb for at komme op ad bakkerne. De er topnuttede, og man kan sidde med benene ud over kanten foran i vognen. Det prøver vi i morgen.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.