Viva Espana!

Tre dage før sommerferiens officiel start for skolebørn drog moderen og de små, som ikke længere er så små, mod syd sammen med mormor med destination Alicante -> Torreveija. Der var afgang om aftenen, så vi landede først sent om aftenen. Biludlejningen pressede en latterligt dyr ekstraforsikring igennem, hvilket de umiddelbart slap afsted med, fordi man ikke er ret indstillet på besvær med to meget trætte børn på slæb. Alma bar det pænt, men Carl fik et mindre sammenbrud ved ankomsten og græd over, at han savnede Dagmar og sin far, og at han ikke kendte huset, og at han slet ikke kunne sove sådan et fremmed sted. Elendigheden toppede, da der viste sig at være lukket for vandet. “Sig, det er løgn: Vi er i Spanien i et fremmed hus, og så er der ikke noget VAND?!?” udbrød han tårevædet. Han sov, før hovedet ramte puden.

Men intet får verden til at ændre sig til det bedre som søvn, og dagen efter var stemningen noget mere i retning af ferie. Der var varmt og dejligt, om end vandet var koldere end forventet – moderen var kun i en enkelt gang, hvilket børnene var noget utilfredse med. De to uger gik med ultimativ afslapning. Der blev tilbragt mange timer med spil og læsning, både indenad og højt. Vi spillede ludo om, hvem der skulle give is. Vi var på stranden nogle gange, men det trak ikke så meget, som moderen nok havde troet. Vi vandrede til stranden, og vi vandrede ned i byen, og nogle aftener vandrede vi først hjem omkring midnat – børnene fulgte langt hen ad vejen moderens døgnrytme med sene aftener og sene morgener. I deres første leveår var vi en anelse bekymrede over deres tilsyneladende A-menneskementalitet, men hangen til at stå tidligt op viser sig heldigvis at være noget, de vokser fra.

Carl havde et uheld, idet han skulle springe fra én stenbænk til en anden og havde overvurderet sin springformået. Med fuld kraft knaldede han skinnebenet ind i den skarpe stenkant, så moderen var overbevist om, at benet var brækket. Han græd (skreg) i nogle minutter, snøftede lidt videre og sluttede sig derpå til Alma, da hun ville over på legepladsen. Hun havde trøstet med efter bedste evne, men da hun vurderede, at den akutte ulykke havde lagt sig, var hun klar til at smutte videre, og Carl var altså klar til at smutte med. Han havde fået en bule midt på skinnebenet og en lang hudafskrabning. Dagen efter var der kun hudafskrabningen tilbage. Ikke engang et blåt mærke fik han. Vildt.

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.