I vuggestuen træffer Alma bekendtskab med den barske virkelighed efter curling-tiden hjemme hos moar. Det kommer som et stort chok for hende, at andre børn kan finde på at tage hendes legetøj eller ligefrem skubbe hende! De store børn har hun fuld tillid til (endnu), hun mistror mest de små. (Formentlig fordi hun er en, så hun ved, hvor uforudsigelige de er.)
Alma har udviklet en særlig alarmlyd til at alarmere pædagogerne, når de andre børn generer hende. Pædagogerne er nu ved at lære hende at sige “min” og “la´ vær´”. Alma stoler ikke helt på, at møgungerne vil lade være, selvom hun siger det, så hun arbejder sideløbende på sin evne til at stikke af.