Alma havde modtaget et brev fra Sundkirken om børnegudstjeneste og fastelavnsfest. Fastelavn ville de begge to gerne med til, og følgelig måtte de også deltage i gudstjenesten først. Det var de ikke så meget for, det lød kedeligt, syntes de, men “det er altså prisen, I må betale for at komme til fastelavnsfest,” forklarede moderen.
I kirken var de mønsterbørn. På et tidspunkt kedede Carl sig og ytrede det meget stille, hvortil Alma svarede med at gengive moderens forklaring, desværre knap så stille… Så fik vi slået det fast… Men de ville gerne til alters, når de andre gjorde det, og det fik de selvfølgelig lov til. Carl nægtede, ikke overraskende, at indtage oblaten. Præsten forsøgte at lokke ham ud over helligbrøden, men uden held. Til gengæld udstødte han et højt “aaahhh” efter den lille slurk saftevand, der erstattede altervinen, og spurgte, om han godt måtte få mere at drikke.
Resten var nu meget fornøjeligt med tøndeslagning i tre aldersklasser, slikposer, slampølser og alt til fadet hørende. Konklusionen blev også alt i alt, at det havde været sjovt, det var bare det der med Gud, der havde været kedeligt.