Vinterferie

Så er det vist på tide med en beretning fra vinterferien. De første dage var ikke noget at skrive om, de lignede alle de andre. Men torsdag! Torsdag ankom mor og “de afrikanske piger”, dvs. Scoldoscals, Louise og Riziki, og så var der fest.


Faderen lå fladt udstrakt på sin diskusprolaps og var ikke til meget sjov, men vi andre spiste frokost og drog omgående til byen. Destination: Rosenborg. Uheldigvis slog moderens stifinderspassergen til for fuld kraft, så vi vandrede et godt stykke ud af den forkerte gade. Heldigvis vendte vi om tids nok til at kunne nå at se både kongekroner og flotte sale. Moderens veninde Birgit, der styrer Amalienborgmuseet med hård hånd, havde forsynet os med en alternativ fribillet til begge museer i form af en håndskreven note på et visitkort. Det afstedkom kontrolopringning og hønserøvsmund i billetsalget, men ind kom vi. Det er en moderat nervepirrende oplevelse at have fem børn med på museum et sted, hvor alt glimter og glitrer og skal peges på og samtidig er bag glas, som af hensyn til alarmen ikke må berøres.

Efter Rosenborg traskede vi gennem regnen op ad Strøget med et pitstop på Joe & The Juice og endnu et i Legobutikken, hvor Alma forså sig på et monumentalt byggeprojekt til en værdi af 3.000 kr. Stor var barnets skuffelse over at blive mødt med en ubønhørligt nej. Ofte lader moderen sig besnakke, men det der lå uden for mulighedernes rækkevidde. Carl erhvervede sig en Lego Ninjago-dims til samlingen. Fra Legobutikken gik vi videre til PH Cafeen, hvor Rie spiller, og hvor moderen skulle jobbe som suffløse om aftenen. Carl travede tappert på sine små ben næsten hele vejen, indtil moderen forbarmede sig og tog ham på ryggen det sidste stykke.

Vi beså den flot pyntede sal og scenen og det diminutive omklædningsrum, der i andre sammenhænge ville blive betegnet toilettet, hilste på Rie og spiste derpå aftensmad på cafeen. Mormor og hele flokken af unger kørte hjem i taxa, mens moderen blev.

Fredag havde vi egentlig planlagt en tur i zoo, men dels var vejret ikke SÅ fejende festligt, dels ville vi gerne se dronningens kjoler på Amalienborgmuseet, og dels havde Rie givet moderen penge med til en gave til hver af pigerne, og de skulle realiseres. Derfor blev zoo droppet til fordel for endnu en bytur. Amagercentret, dronningekjoler, frokost på et pizzeria i en sidegade til Nyhavn, og så skiltes vore veje.

Riziki var blevet den lykkelige ejer af en prinsessekjole til fastelavn, men de to store ville gerne købe sko. Sjovt nok var ingen af de små rigtig klar på en masse skobutikker, så moderen tog hjem med de legetøjsinteresserede, mens mormor og de to store fortsatte.

Lørdag blev der slappet af! Film og leg og spil, og pigerne var på det tidspunkt blevet akklimatiserede nok til at blive siddende i sofaen og se filmen, mens moderen ryddede op og vaskede op – opvaskeren valgte nemlig med vanlig dårlig sans for timing denne weekend til at hælde vand ud over gulvet. Resten af tiden kørte de tre med benrå disciplin og mente, at de skulle arbejde først og have det sjovt bagefter. Moderen forsøgte at gøre dem klart, at de var på ferie, men den åd de ikke. Lige så snart man vendte ryggen til dem, gav de sig til at rydde op og støvsuge.

Alle var enige om, at det havde været et par dejlige dage, og vi var også enige om, at vi gør det igen til sommer – og så skal vi i Tivoli!

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.