Carl kommer hver eneste nat driblende ind i moderens seng. Han vågner på et eller andet tidspunkt tilstrækkeligt til at opdage, at han er vågen, hvorefter han trasker ind i soveværelset (og lukker alle døre bag sig) og kiler sig ind mod moderen. Uanset hvor i sengen han bliver anbragt, kryber han ret hurtigt i ske-position. Det er meget, meget hyggeligt, om end ikke særlig befordrende for god søvn at ligge klinet op ad et skab med en halv dyne og en lille, stærkt bevægelig varmedunk.
Alma plejer til gengæld at sove hos sig selv, hun har aldrig dyrket at sove i forældreseng, og nu er det ganske udelukket, eftersom hun med ynglens nådesløshed uden skånsel hævder, at moderen lugter grimt i søvne.
I nat kom hun dog kravlende og satte sig i fodenden. Det viste sig, at hun havde drømt grimt og gerne ville slutte sig til det gode selskab. Hun havde drømt, at hun var oppe i rummet, og det kunne hun godt lide. Der var også en rumbus. Men så kom Måne-Yussef og tryllede bussen lille, og så slog Gustav alle de små mennesker ihjel. (Yussef og Gustav er to drenge fra børnehaven.)