Carl står på sin ret, også når han ikke har det. Hans argumenter er stadige ikke SÅ spidsfindige, men hvad han mangler i raffinement, vinder han på optimisme og vedholdenhed. For eksempel: “Okay, okay, hvis jeg ikke må få pizza, så vil jeg bare have pizza!”

Her til morgen bad Carl om en bolle med leverpostej og fik en grovbolle. Alma spurgte, om der ikke var flere lyse boller tilbage, og den greb Carl i farten. Den følgende halve time rasede han over grovbollen og ville have en lys bolle. Han kastede den fra sig med afsky, sønderkrummede den med sine små, vrede næver, smed den på gulvet, trampede på den og trumfede med at skubbe sofabordet hen over den. Til sidst greb han sin tallerken og gik målbevidst hen mod brødskuffen, mens han med et “du kan bare prøve på at standse mig”-udtryk i ansigtet erklærede, at nu tog han sig en lys bolle !

Mor: “Det skal du ikke gøre, Carl, for så tager jeg den fra dig, og så bliver du så ked af det”
Carl, overtalende: “Men jeg vil bare have et lillebitte brød” (viste med fingrene, hvor lille det skulle være)
Mor: “Nej, Carl, desværre.”
Carl, udfordrende: “Men så vil jeg bare have en brun bolle!”