I går satte Carl og moderen efter vuggestue kursen mod frisøren. Carl var skeptisk, men modtagelig over for bestikkelse i form af løfte om en slikkepind efter endt klipning. Frisøren var meget indladende, og Carl skjulte ansigtet og fandt, at det var noget for meget af det gode med ham. Barnet blev vel anbragt i stolen og tolererede frisørslaget, dog under protest, mens moderen forklarede, at det bare skulle gå meget hurtigt og smertefrit med den klipning. Ikke noget problem, forsikrede frisøren, hvorefter han som det første hev en forstøver frem og sprayede det målløse barn i ansigtet… Moderen nedlagde forbud mod forstøver (frisøren) og fysisk modstand (Carl), og så røg de gyldne lokker, mens Carl affandt sig med situationen, så længe han måtte gemme ansigtet i moderens hænder. Dog ytrede han meget jævnligt, at han gerne ville hjem, og efterhånden som tiden gik, kom der mere og mere truende gråd i ytringerne. Moderen syntes, at Carl klarede strabadserne til ug med kryds og bolle. Han protesterede kun mundtligt og ikke højlydt, han græd ikke, og han gjorde ikke modstand. Da presset var ved at være for meget for den lille, sagde moderen derfor slut og stop til frisøren; der var ingen grund til at presse barnet over grænsen, når han ellers klarede det så fint. Ikke noget problem, forsikrede frisøren, hvorefter han hev en maskinklipper frem fra skabet. Muligvis havde han forståelsesbesvær i forhold til ordet “ikke”? Hvorom alting er, skar moderen klart igennem og hev Carl ned fra stolen. Han var på grådens rand og ville slet ikke være med mere. Vi fik hurtigt betalt og begav os ud i natten med kurs mod den nærmeste kiosk, hvor Carl fik lov at vælge en slikkepind og genvandt sit gode humør.

Så er der dømt total-klon! Med Carls nye klædelige korthårsfrisure kunne billedet være 43 år gammelt og forestille Jesper…
Han er godt nok nuttet, er han …
Jo tak, Kat, men Carl er nu også kær. 😉