Carl opererer stadig med temmelig få ord og ufatteligt mange betydninger og betoninger af samme, suppleret med mimik og gestik. Således betyder “hut” både tog (fut), prut og slut. Til gengæld betyder det ikke sut, for den hedder “bu”. Imidlertid forhindrer de manglende sprogkundskaber ikke barnet i at finde på historier. De er temmelig simple, ganske vist, for det er alligevel svært at formidle et narrativt forløb med fire ord, men de er der. Og moderen gætter på, at handlingsforløbet hurtigt bliver adskilligt mere komplekst, når sproget på et tidspunkt rækker til det. Han fortæller med lyde, ord og gestus, og han går ikke videre, før man har afkodet og formuleret meningen korrekt. Carls første fulde historie lyder som følger:
Carl tager sin næse og kaster den ud af vinduet (tager sig til næsen, viser hånden, der holder om noget usynligt, kastebevægelse med gryntelyd, der betyder anstrengelse)
Den lander på jorden (“bup”)
Så kommer der en bi (“bi”)
Den tager Carls næse (“hap” og hapsebevægelse med hånden)
og flyver op i luften med den (“bi” – “summm” – “høj” og flyvebevægelse med hånden)
Den flyver hjem med næsen (“em”)
og så spiser de andre bier næsen (gnaskelyde og “mmmm”)
Carl får en ny næse (samler en fiktiv næse op fra gulvet og sætter den på plads)
