Ferie, vol. II

Folket skal naturligvis ikke snydes for opdateringer fra den ferierende familie. Siden sidst har vi været i Carrefour, det lokale storcenter, hvor moderen erhvervede sig en defekt mobiltelefon. Nedtur. Telefonen skal naturligvis byttes, hvilket så betyder endnu en storcentertur. Det virker ret tåbeligt at tage i storcentret, når bjerge og strand kunne besøges i stedet, men det har man for sin dumhed.

Foreløbig har vi også været en enkelt tur ved stranden. Børnene nød sand og vand og var ikke til at drive tilbage til bilen, hvorefter de faldt i søvn, før vi havde forladt parkeringspladsen. Ud over det har vi mestendels taget den med ro. Meget med ro. Vi går ture i minibyen, snakker til de lokales forbløffelse med samtlige forbipasserende hunde, køber is og går hjem igen. Carl og Alma har fundet på en masse sjove lege i den lejede feriebolig. Bl.a. har de ret stor fornøjelse ud af at lege hundelorte, som triller ud over kanten på den store seng og ned på en til lejligheden anbragt madras på gulvet. De leger også hunde, som har hundehus under sengen, og så er der selvfølgelig den udødelige Lavapigen&Lavadrengen, som uafladeligt falder ned i vulkanen med brændende lava og mirakuløst redder sig op igen.

Carl foretager stadig sproglige landvindinger og har nu lært at sige Alma. Og ikke nok med det. Han har også lavet lort på toilettet! På eget initiativ! Fire gange!

DSCF6525.JPG DSCF6431.JPG DSCF6499.JPG

Skriv et svar

Dette site anvender Akismet til at reducere spam. Læs om hvordan din kommentar bliver behandlet.